I 2003 udgav FDF/FPFs tidligere formand Henning Iburg Andersen dette skrift. Skriftet er tekstskannet ind i FDFs Visuelle Museum. Der henvises til vedlagte kort og bilag. Disse er i skrivende stund ikke med i opslaget. Kort over Sletter i 2012 er tilføjet bagest.

Af Henning Iburg Andersen

Navne og historier - Sletten og deromkring

FDF ejer 238 tdr. land langs Julsø mellem Himmelbjerget og Svejbæksnævringen. De går under fællesbetegnelsen Sletten. Mange navne på Slettens arealer er uofficielle. De er opstået gennem årene, især i forbindelse med landslejre og andre aktiviteter. På vedlagte kort er de medtaget sammen med de officielle. Området kan være ganske uoverskueligt med sine skovstrækninger, åbne arealer og små veje. Men lad os nu begive os ind i området og beskrive nogle steder og personer.

Når man kommer fra Silkeborg eller Skanderborg ad vejen mellem Rodelund og Ry/Skanderborg (nr. 445) ligger der midtvejs et grønt hus af træ. Det har i mange år været pejlemærket. Her drejer man fra mod Sletten.
Huset kaldes Den grønne Købmand og er kendt af alle, der færdes på Sletten.
Købmandsfamilien hed Signe og Christian Jensen. Oprindelig havde de, og før dem Anton Købmand, forretning i bindingsværkshuset bagved, men byggede i 1952-53 træbygningen ved landevejen. I mange år leverede de proviant til Sletten. Nu anvendes ejendommen til andet formål, men farven er stadig grøn og for mange altså et vejmærke. Eigil Laursen, der bor i huset bagved har fortalt, at hans hus har nummer 35 , men han benytter sædvanligvis adressen ved "Den grønne Købmand", så ved man besked. Før Signe og Chr. Jensen leverede varer til Sletten, handlede man hos købmand Andreasen i Silkeborg. Han cyklede ud med varerne til Sletten!!

Lidt fremme ad vejen mod Sletten drejer vi til venstre og er nu på Bøgedalsvej. Den har fået navnet efter gården Bøgedal lidt længere fremme, men der er også en del personer med det navn på egnen.

Vejen går nedad gennem skoven. I den første ejendom. nr.3 på venstre hånd, boede i mange år en mand, der hed Frede Bøgedal. Han fremstillede stokke og andre turistting til salg i en kiosk på Himmelbjerget. Indtil 1950erne førte han tilsyn med Sletten og udleverede nøgler til brugerne. Da det ophørte, fik han tildelt landsforbundets æresnål.

Nogle få hundrede meter længere fremme ligger til venstre lavt i terrænet en landbrugsejendom, nr. 5, som hedder Bøgedal. Den tilhørte i mange år Ester og Svend Aage Jensen. Svend Aage havde engang sagt, at FDF kunne købe hans jord, når han ikke selv ville dyrke den mere. Men en dag tilbød en anden at købe den engang, og det akcepterede Svend Aage. Da han kom hjem og fortalte det til Ester, nægtede hun at malke køerne og sagde, at hun ville genoptog arbejdet, når Svend Aage ville holde sit løfte til FDF. Sådan blev det. Nogle år efter hans død - engang i 1990erne - henvendte Ester sig til FDF, idet hun ønskede at sælge ejendommen og jorden.

Hendes tanke var, at hun skulle kunne blive boende i huset, så længe hun levede. FDF foreslog, at hun solgte hovedparten af jorden til FDF, men selv beholdt bygningerne og nogle tdr. land omkring dem. Derved havde ejendommen fortsat en vis værdi, idet der var tale om, at en datter eller et barnebarn havde lyst til på et tidspunkt at overtage stedet. Jordstykkerne fra den handel med FDF blev kaldt Esters eng, Svend Aages Mark, Lille Eng, Knolden, Totten og Trekanten. Jorden lige omkring gården forblev Esters og blev anvendt til græsning for hendes og hendes børnebørns heste.

Et års tid før hendes død flyttede hun til en lejet bolig i Ry, og gården med den resterende jord blev solgt til anden side. På den jord, hvor den nuværende ejer somme tider holder grise, var der en brøndring med vand. For nogle år siden gik der hul og en meget kraftig vandsøjle stod mange meter op i luften. Da vandet var stilnet af, lå der små fisk på jorden rundt om stedet, Vandet kom fra den højere liggende mergelgrav oven for Esters Eng. Geologer fortæller, at det var en vandåre mellem de to steder som pludselig åbnede sig. Efter nogen tid, da mergelgraven var tømt, lukkedes den igen og alt var som før. Fænomenet er ikke ukendt.

På vejen videre frem ophører asfaltbelægningen og vejen er nu belagt med grus. Hvor den deler sig ligger til højre Grusgraven. I en fjern fortid er der gravet her. Det bærer terrænet præg af, men er nu groet til og danner læ om en god lejrplads.

Eneboeren Bernhard Sørensen boede her en kort tid efter hans bolig og omliggende skov var brændt i begyndelsen af 1920erne.

Vi drejer til venstre og passerer et stykke fremme til venstre Lille Eng med frakørsel til Esters Eng.Vi går ind. Et stykke fremme på engen kan man til højre finde rester af en dæmning til mergelbanen. der i begyndelsen af 1920erne fragtede mergel til Kristianshede, hvor det blev omlæsset til biler. Virksomheden beskæftigede en snes mænd, men eksisterede kun i nogle få år. Mergel blev brugt til jordforbedring.

Tilbage til vejen og videre frem. Hvor vejen drejer skarpt til højre begynder Mælkevejen, og til venstre fører en vej til Ludvigsbjerg, en landbrugsejendom på 19 tdr. land. En tidligere ejer hed Peter Petersen, men blev kaldt Peter Grauballe, fordi han var flyttet til fra Grauballe. Han rejste som ung til Amerika, men vendte hjem og han og hans kone købte Ludvigsbjerg. De fik en datter, der hed Marie. Hun var i mange år mælkekusk og var kendt for sine kræfter, idet hun med lethed kunne svinge en fyldt mælkejunge op på vognen uden at hestene gjorde holdt. Hun spillede også udmærket på harmonika.

Vejkrydset kaldes Spandestedet, fordi mælkekusken her hentede mælkejungerne om morgenen.

Vi fortsætter nu ad Mælkevejen, og ca. 500m fremme på den laveste del krydses den af Tyskerrenden. som er en regnkløft, der skærer sig gennem området mod sportsarealet og søen. Der er forskellige forklaringer på navnet, men det stammer fra de indkaldte tyskere, der skulle fremstille glas til bl.a, Skanderborg slot og Kristian den fjerdes kroning i 1588.

Vi fortsætter ad vejen og kører nu igennem et åbent areal på begge sider. Det kaldes Lilleknøsmarken til venstre og Højmarken til højre og var oprindeligt den landbrugsjord, som tilhørte Æblegården længere fremme. Til venstre bag Lilleknøsmarken hæver terrænet sig dramatisk til Store Knøs. Huset og stedet tilhørte Melgaard længere mod syd og var indrettet som udskænkningssted. Her kunne man købe kaffe eller chokolade hos Bette-Karen, der af skikkelse var en meget lille dame. Man brugte tagvandet til fremstillingen, idet der ikke var indlagt vand.
Både det og Limbjerg Lystgaard lå på vandreruten fra Svejbæksnævringen ad den ældgamle rute forbi Gl. Ry mod Skanderborg slot. I nyere tid drog folk fra Silkeborg på søndagstur ad ruten. Forstanderen på Glarbo Efterskole, Ove Gasbjerg, købte i 1992 huset til privatbolig.

Melgård, som omtales ovenfor, hedder nu Knøsgården. Den ligger sydvest for Limbjerg, som vi kommer til senere og er ikke en del af Sletten. Den hed oprindelig Meldgård (Melgaard) og ejes fra 1992 af Efterskolen i Glarbo, der anvender den som naturcenter. Den sidste ejer hed Jens Carl Christensen. Hans kone, Edith Melgaard Christensen, gjorde i mange år rent på Limbjerggård.

Lige inden vejen snor sig ned til Æblegården, ligger til højre en ejendom, som hedder Bakkehuset. Den har a1drig tilhørt FDF. En tidligere ejer, der hed Knud Lyhne, var forfatter, maler, skuespiller og lyriker. Han var ven med eneboeren Bernhard Sørensen, som vi skal høre om senere, og de to udvekslede ofte filosofiske tanker. I 1960-70erne boede der en mand ved navn Andreasen. Han tilbød at sælge huset til FDF, men det blev dog ikke til noget. På Åsen, der er den bakke, som går fra Æblegården langs bækken op mod Vildmarken er optaget en krimi-spillefilm i 1958. Filmen hed "Døden kommer til middag" og var instrueret af Erik Balling. De medvirkende skuespillere var bl.a. Morten Grundvald og Poul Reichardt.

Så nåede vi frem til Æblegården, der i dag rummer centerkontor, naturværksted, kano- og kajakcenter og Den historiske Samling. Gården var i mange år ejet af R. Kaas Ibsen, der var direktør for togfabrikken Skandia i Randers og havde et godt samarbejde med FDF. Ved hans død i 1956 kom det derfor frem, at FDF først skulle have tilbud om køb af Æblegården. Hovedbestyrelsen vedtog købet, men arvingerne solgte trods ønsket gården til læge Karnøe i Engesvang. Han ønskede på ingen måde at samarbejde med FDF, ville håndhæve den gamle klausul fra retssagen, om at børn under 16 år ikke måtte overnatte på området og forbød i øvrigt al færden på jord og stier, der tilhørte ham. Han fik udarbejdet planer for en udstykning af jorden til sommerhuse og påbegyndte da også salget af nogle få grunde, men opgav og solgte gården til FDF i 1957 efter FDFs køb af Bøgebjerg og øvrige ejendomme deromkring.
Forpagteren af jorden hed Helmuth Jacobsen. FDF håbede, at han ville fortsætte som forpagter efter salget. Derfor satte man køkken og bad i stand i hans bolig. så blev han, og var i mange år en god ven og medarbejder i FDF. Når noget skulle aftales med naboer, eller hvis der var problemer, var Helmuth og hans kone Merete ofte til hjælp, fordi de havde lokalkendskab. Navnet Frugthaven hentyder til et tidligere ønske om at etablere frugtavl.

Kartoffelkælderen ved vejen bagom Æblegården er tegnet af arkitekt Knud Sørensen, Silkeborg, i 1942, idet man på det tidspunkt havde kartoffelavl. I midten af 1960erne vedtog FDF at bygge højskole i Silkeborg. Stifteren, Holger Tornøe, var en mand med visioner. Han forestillede sig, at højskolen skulle indeholde en gang med skulpturer, der kunne illustrere kulturer fra Mesopotamien, Ægypten, Grækenland og Rom. Eleverne kunne så i deres daglige færden få en oplevelse af de store kulturer gennem tiderne. Højskoleudvalget var ikke glad for den ide, men nåede ikke at standse stifteren, der allerede havde kontaktet Carlsbergfondens direktion og Glyptoteket og lånt et større antal store gipsfigurer. Disse blev idlertidigt opbevaret i Kartoffelkælderen og emballeret i kasser. Da Tornøe døde i 1967, blev skulpturerne videregivet til Tønballegård ved Horsens fjord, der var Tornøes feriested som barn og ung. Herfra blev de nogle år senere hentet hjem til samlingen af gipskunstværker, der har til huse ved havnefronten i København.

Bindingsværkshuset, som udgjorde den tredje længe i Æblegården og lå, hvor der nu er spise- og bål plads, blev nedrevet i 1980erne, idet det ikke var bevaringsværdigt.
Det blev kaldt Æresboligen og blev somme tider anvendt som feriebolig af Holger og Carla Tornøe og Ludvig og Lis Valentiner. Efter Valentiners død i 1959 boede Lis Valentiner ofte i huset om sommeren. Det blev i øvrigt anvendt til udvalgsmøder og var i korte perioder beboet midlertidigt af medarbejdere.

På Paradisvej i Virklund ejer FDF 11 tdr. land, et smukt sted, der oprindeligt har tilhørt Æblegården. Området er eng og bruges til græsning. En landmand lejer jorden til sommergræsning for ungkvæg, og Statsskoven (Skov- og Naturstyrelsen) leverer årligt 8 rummeter bøgebrænde til FDF som betaling for jagten (jagtfreden) på området. Området siges at være vundet i kortspil engang i fortiden. Det er fugtigt og kan ikke anvendes til andet end græsning.

På den anden side af Julsø ejer FDF 700 kvm. ved søen. Arealet blev under krigen købt af R. Kaas Ibsen, der da ejede Æblegården. På grund af benzinmangel under 2. verdenskrig måtte han tage med toget fra trinbrættet i Svejbæk på nordsiden af Julsø til sin fabrik i Randers. For at undgå den lange tur udenom søen til Svejbæk købte han en landingsplads til sin båd og sejlede så fra Æblegården over til Svejbæksiden.

Vi fortsætter nu turen gennem Æblegården og ligefrem kan vi se Svejbæklund. Det store, hvide hus ved søen, har ikke tilhørt FDF, men var i mange år ejet af Johanne Hedegaard. Hun ansatte i sommermånederne unge lærerstuderende fra Silkeborg og drev med dem som hjælp et sommerpensionat. Det havde et godt renommé og serverede god mad. Johanne Hedegaard var meget utilfreds med naboskabet med FDF. Der findes en del beretninger om, hvordan hendes utilfredshed gav sig udtryk, bl.a. klagede hun til mange forskellige instanser uden dog at få medhold. Efter salget af Svejbæklund boede Johanne Hedegaard på plejehjem i Gl. Ry og blev måske på sine gamle dage mere mild. Hun døde i 1990erne.

Ved indgangen til Svejbæklund støder vi på en tværgående vej. Til venstre kommer vi til Sejlerengen (Villaengen) med plads til FDFs kanoer og kajakker. Men fortsætter vi gennem træporten kommer vi længere fremme på højre hånd til Svejbækgård (Kjeldsens gård), som ligger ved vejen fra Æblegården mod Svejbæksnævringen.
Den har tilhørt Kirstine og Marinus Jensen. Kirstine, der blev koldt Stine, var meget glad for sin hest. Med den spændt for en jumbe, som er en 2-hjulet hestevogn, kørte hun hver dag til Spandestedet med gårdens mælk. I 1971 solgte de gården til Geert Møller Kjeldsen og hans kone, der da drev Svejbæk Færgegård. Geert Møller Kjeldsen er søn af den kendte småkagefabrikanti Nørre Snede. I 1974 solgte han og hans kone Svejbæk Færgegård og besluttede at bygge en bolig på Svejbækgård.
Marinus og Kirstine Jensen havde imidlertid ved salget sikret sig, at de måtte bo i stuehuset, til de døde, og da der ifølge loven kun må være én bolig på matriklen, fik Kjeldsen afslag på ansøgning om tilladelse til at bygge bolig oven på kostalden. I 1975 byggede han alligevel, men fik dom for at fjerne boligen senest 1. Maj 1982. Sagen gik videre til landsretten og diverse ministerier, idet Kjeldsen hævdede, at han ifølge landbrugsloven havde pligt til som ejer at bo på gården. Han indklagede derfor Marinus Jensen med krav om, at han skulle flytte, men tabte sagen i landsretten, idet fjernelsen af huset dog blev udsat til 1. januar 1984. Først da sluttede sagen, og Marinus Jensen kunne blive boende i huset, men i mellemriden var hans kone død, og den gamle mand var blevet udsat for en lang række chikaner for at tvinge ham til fraflytning. Geert Møller Kjeldsen lukkede bl.a. for vandet til hans bolig og rejste udenlands i flere måneder.
Efter Marinus Jensens død omkring 1990 solgte Geert Møller Kjeldsen Svejbækgård til Grethe og Erik Wramberg, der ikke ønskede, at vejen over deres jord blev brugt, selvom den forbandt to offentlige veje i daværende Ry og Them kommuner. Ejeren satte porte op, og der udviklede sig en årelang strid mellem familien og FDF, der blev prøvet ved flere retsinstanser. Ejeren truede med at pløje vejen op for en gang for alle at forhindre andres færdsel på den, mens daværende Århus amt forberedte en fredningssag. Inden den kom i gang solgte familien imidlertid Svejbækgård og flyttede. Den nye ejer, Kim Hellum, ville gerne indgå en frivillig aftale med FDF og de øvrige naboer, men fredningssagen blev alligevel gennemført. Portene er der fortsat, men gennemgangen er sikret.

Nu vender vi om og går tilbage mod Æblegården og fortsætter forbi indgangen til Svejbæklund. Turen går nu langs med søen, hvor vi også kan se enkelte sommerhuse, hvis grunde blev frasolgt inden FDF købte Æblegården. Her er også jordfundamentet til det midlertidige svømmebad, som siden 1967 er etableret til alle Julsølejre, idet der ikke kan bades i Julsø. Efter ca. 500 m er vi kommet op på et åbent areal, men fortsætter ad vejen langs kysten. Områderne på venstre hånd kaldes Sportsarealet, Vikingestykket , Prærien, Kløften, Fyrretoften og Grantoften. De har alle været tilplantet med grantræer af den tidligere ejer, men er nu ryddet til lejrpladser i forbindelse med landslejre siden 1967.

Efter endnu ca. 600 m kommer vi til Det ny Sletten, som er hovedbygningen på Sletten. FDF købte arealet her (matrikel 9k) for overskuddet fra den første Marselisborglejr i 1926. Sælgerens advokat troede, det kun skulle anvendes af voksne, fordi forhandlerne havde KFUM-emblemet i knaphullet. Da sælgeren erfarede, at det også skulle anvendes af børn, ville han annullere salget, og det endte i en retssag, som FDF rejste og vandt. Taberen appellerede til Højesteret, der stadfæstede dommen med den klausul, at kun deltagere over 16 år måtte overnatte på området. I de følgende år skulle man bede den efterfølgende ejer af Æblegården, R. Kaas Ibsen, om tilladelse til at fravige servitutten, hver gang børn skulle overnatte på stedet. Han var dog meget imødekommende. Efter retssagen kunne handlen afsluttes endeligt i 1928. Den pågældende servitut blev først omstødt i midten af 1980erne i forbindelse med udarbejdelse af en ny lokalplan. Ved søen neden for det nuværende rensningsanlæg var der i gamle dage udflådningssted for bøgestammer til træskofabrikken i Svejbæk. Fra Sletteområdet byggede man lige efter købet en trappe ned til stranden. Den kaldtes Tornøes trappe.
Hovedbygningen er den tredje på stedet. Den første, en rødmalet træbygning med en storkampestenspejs og skorsten, er tegnet af arkitekt Fritz Madsen, Viborg. Den blev bygget i 1939 og udvidet gennem årene med oplagsbygninger, stabshuse og gymnastiksal/kirkesal. Det var et krav, at gymnastiksalen blev gravet ind i skrænten, så den høje bygning ikke kunne ses fra søen. Da man ikke uden besvær kunne købe søm på grund af varemangel under krigen, iværksatte FDF en landsindsamling af søm. Der blev også fremstillet taburetter til alle kredse med navnetræk. Ideen var, at hver deltager på Sletten skrev navn i bunden af sin kredstaburet. Hovedbygningen brændte i 1972 forårsaget af gløder i en affaldssæk. Den blev året efter erstattet af en ny og større bygning tegnet af arkitekt Henning Dammeyer, Silkeborg, men med samme pejs og skorsten. Bygningen var karakteristisk med sin lange lanterne på taget, der gav ovenlys. Senere er bygget en række værelser ved siden af. Den nuværende bygning er opført efter en arkitektkonkurrence i 2002, som blev vundet af Anders Tyrrestrup og Torben Strange Larsen fra arkitektfirmaet AARTS i Århus og indviet i 2003.

Bag hovedbygningens parkeringsplads ligger et gammelt bindingsværkshus, som hedder Bethania. Det er ikke synligt fra pladsen, men fra vejen, der leder os videre væk fra Det ny Sletten. Huset har sin egen lange historie, som er tæt forbundet med FDFs. Den er beskrevet af Lars Nymark, som er medlem af den sammenslutning af efterkommere, som nu er ejere. Beretningen er skrevet på grundlag af de officielle papirer, der knytter sig til stedet.

	23. april 1767 udbyder kong Christian den 7. området på en auktion, der foregår på Skanderborg slot.
	10. december 1777 køber Justitsråd Lichtenberg jorden.
	14. juni l779 køber grev Wedel-Friis, Friisenborg jorden.
	10. juli 1810 køber gårdmand Rasmus Thomsen parcel nr. 1 Linnebjerg.
	4. august 1810 sælger Rasmus Thomsen parcel nr. 1 til Poul Andersen og Mads Salomonsen. De bygger hus på stedet.
	23. apr.11841 sælger Mads Salomonsen sin del til sin søn Steffen Madsen.
	11. juli 1860 sælger Steffen Madsen Matr. 9c til Søren Nielsen og matr. 9d til Hans Jensen.
	25. juni 1861 sælger Søren Nielsen matr. 9c til Hans Jensen.
	9. feb.1903. Det meddeles, at ved en tvangsauktion over matr. 9c og 9d af N. Chr. Holms dødsboer Ane Kerstine Pedersen højestbydende. Hun overdrager retten til Kgl. Hof tapetserer Erik Christensen 20. maj 1902. Ved dennes død arver dekoratør (senere sognepræst) Erik Christensen og hans søster Omega Christensen stedet.

I et hæfte "Et stykke af Slettens historie", der vedlægges som bilag til dette, skriver Lars Nymark følgende efterskrift:

	I 1902 erhvervede Erik og Maria Christensen landbrugsejendommen matr. Nr. 9c og 9d, Rys Nørreskov, Gammel Ry til sommerbolig og kaldte denne ejendom "Bethania". Ejendommen blev senere udvidet med matr. Nr. 9f og 9i. Sommerboligen var hvert år samlingspunkt for familien, såvel børn, svigerbørn og børnebørn og for venner. Ved Erik Christensens død overtog to samboende børn, sognepræst Erik Christensen og Omega Christensen ejendommen stadig som sommerbolig med samme funktion, at samle familie og vennekreds. Gæstebogen tæller for nogle somre over 200 besøg! Og børne- og oldebørnsgenerationen tilbragte gerne 2-4 uger på stedet. Den 17. maj 1957 efter Erik Christensens død stiftede Omega Christensen ved et gavebrev "Legatet Bethania" til sikring af ejendommens fortsatte benyttelse som sommerbolig for descendenter efter Erik og Maria Christensen. I 1923 afholdt landsforbundet FDF en instruktionslejr til føreruddannelse på "Bethanias" grund efter indbydelse fra familien Christensen, som var nært knyttet til landsforbundet FDFs ledelse, idet pastor Erik Christensen var forbundssekretær i FDF på daværende tidspunkt. I de følgende år afholdt FDF instruktionslejr samme sted, samtidig med at forbundet undersøgte mulighederne for at købe jord i området. I 1925 blev landbrugspligten på matr. 9a og Bethania ophævet. Den 1. maj 1928 overdrog A/S Svejbæklund under forudsætning af udstykningsapprobation matr. Nr. 9k udstykket fra matr. Nr. 9a til landsforbundet FDF. Hermed havde Bethania fået "en lillebror", der i løbet af de kommende år skulle vokse "Sletteområdets" oprindelige arnested langt over hovedet.
	Lars Nymark

I Det nye Slettens nordøstlige hjørne ved søen findes et mindre areal, som kaldes Sporvognen. Her var en gammel sporvogn fra København placeret. Den blev anvendt af Silkeborg Roklub som udflugtsmål. Sporvognen er nu helt forsvundet, men arealet ejes og anvendes stadig af roklubben.

Ved siden af hovedbygningen står Mindestenen for de omkomne FDFere i modstandsbevægelsen. Stenen er fundet i bakken bag bygningen og slæbt og rullet af ledere fra Silkeborg 1. kreds ned til den nuværende placering i efteråret 1945.

Nu bevæger vi os videre fra Det ny Sletten ad stien fra hjørnet af parkeringspladsen. Efter et stykke vej ligger Bøgebjerg til højre. Det var et mindre landbrug, som blev købt i 1956. Ejeren hed Pejtersen. Han fortalte forbundsseketær Hans Skadkær, at Æblegårdens ejer, læge Karnøe, var interesseret i at købe Bøgebjerg næste dag for at udstykke jorden til sommerhuse. Samme aften købte FDF gården og slutsedlen blev i hast skrevet på bagsiden af en bagerpose.
Længere tilbage lå Margrethesminde, naboejendommen, som blev købt i 1957 og anvendelsen overladt til Bjerringbro FDF mod at de passede huset. På den skovklædte bakke overfor lå Arkitektens hus (Limbjergkol), et sommerhus. Det blev købt i 1956 af en arkitekt fra Ålborg og anvendelsen overladt til Århus 12. mod pasning.

Når man fortsætter ad vejen kommer man igen til Grusgraven, men forinden går vi skråt til højre op ad den stejle vej anlagt i 1972. Oppe på toppen ligger Limbjerggård ved en gennemgående vej. Den og hulvejen ned tilgrusgraven er områdets absolut ældste. Fra meget gammel tid har den været en del af forbinde.lsesvejen mellem Silkeborg (måske hærvejen) og Gl. Ry videre til Skanderborg slot.

Limbjerggård hed oprindeligt Limbjerg Lystgård og var et bedested, d.v.s. et hvilested, når folk fra Silkeborg vandrede fra Svejbæksnævringen op over bakkerne. Der kunne man købe en kop kaffe og slappe af. Stuehuset er fra 1720. Den sidste ejer var en dame, som for at supplere indtægterne havde en ølsevogn eller iskiosk ved Molskroen. Af hende købte FDF gården i 1956. Nu er stedet en af Slettens sommerlejre. De mange ejendomskøb blev ledet af landsforbundets kasserer og senere generalsekretær Willy Gravesen.

Men lad os til sidst vandre ad den gamle vej mod nordvest og Æblegården. Her møder vi etter ca. 300m Den gamle Lade på venstre side, som oprindelig var den gård, der hed Limbjerggård. Navnet "Lim" hentyder til fremstilling af koste.

Stedet er nu en del af Chr. 4-byen, som blev opført til Julsølejren 1972, der havde temaet "3 tiders lejr, alle tiders lejr". Husene indeholdt landsbyens værksteder og bagest lå Chr. den 4.s hus, som nu er nedrevet.

Lige over for ladebygningen går en smal sti ind i skoven. Den ender i Eneboerens hule, et gammelt jordfaldshul. Her boede eneboeren Bernhard Sørensen indtil midten af 1940erne i sin jordhule. Fortællingen om hans mærkelige liv er beskrevet af Bent Kokborg i Årsskrift for Egnsarkivet i Them kommune 2006. Den vedlægges.

Men Bernhard Sørensen er ikke den eneste, der har opholdt sig i skovene på Sletten. I 1950erne huserede "Den Langhårede", som var uden bolig og levede af tyveri. Han var meget snavset og tilsvinede naturen. Slettens daværende inspektør, Helmuth Jacobsen, fandt ham engang sovende under den meget store gran i Tyskerrenden.

Vi slutter turen her, men kan også vælge at fortsætte til Æblegården op over bakken. Her kan et besøg i Den historiske Samling måske give flere oplysninger om det enestående område, som FDF igennem årene har erhvervet sig til gavn for børn, unge og enhver, der holder af at færdes i naturen. Flere spørgsmål kan så dukke op, f. eks. hvem har egentlig jagtretten til hele denne herlighed? I mange år var det Æblegårdens forpagter. I dag administreres den af et udvalg, der køber planter for indtægterne.

September 2009
Henning Iburg

Litteratur
Gunnar Tjalve: Syvogtyve kapitler af FDFs historie
Svend Jacobi: Slettens historie
Bent Kokborg: Artikel i Årsskrift for Egnsarkivet i Them kommune 2006