Af Mogens Bodenhoff
Landsdelssekretær i FDF/FPF i 70’erne. (1973 – 1978)
Det, at være landsdelssekretær i FDF/FPF, for mit vedkommende i København, var en ubrudt række af store oplevelser – langt de fleste gode - og så naturligvis arbejde – og det var der egentlig rigeligt af. Nogle af disse hverdagsoplevelser vil jeg nu dele med læserne.
Min professionelle FDF-karriere begyndte i den daværende Landsdel 10, som dækkede det meste af Storkøbenhavn. Senere blev Storkøbenhavn delt op i tre Landsdele, nemlig 9, 10 & 11 med hver sin sekretær: Stig Nøhr i 9, Jacob Rønnow i 10 og undertegnede i 11. Vi havde alle tre kontorer på første sal i Hjalmar Brantings Plads 6, og havde egentlig stor glæde af at kunne ’sparre’ hinanden, uden at det betød at vi sad lårene af hinanden.
En væsentlig del af landsdelssekretærens tid dengang gik jo med at besøge kredsene og hjælpe, inspirere og støtte, hvor der var et behov, og det var egentlig tankevækkende, hvor forskellige kredsene på et så forholdsvis lille geografisk område kunne være. Der var de meget fremsynede og progressive kredse, og så var der kredse, der stadig beskæftigede sig med hedengangne aktiviteter som eksercits og marchøvelser, men derom senere.
Det var jo en brydningstid på mange måder. Danmark havde fået en ny regent i ’72, Dronning Margrethe II, og dermed havde FDF fået en ny protektor. Senere samme år stemte danskerne os ind i EEC (EF) og på trods af, at den første danske olie fra Nordsøen kom i land, var oliekrisen på vej.
I FDF og FPF var ”Førere” tidligere blevet til ”Ledere”, FDF og FPF var blevet lagt sammen til et forbund, og vi havde fået en ny forbundsbluse. Alt sammen landsmødevedtagelser, der havde sat sindene i kog i mange kredse. Flere kredse holdt fast i den grå bluse (ja, der var stadig nogle få, der stadig brugte den hvide matrosbluse) og på trods af sammenlægningen af Landsforbundene, mente mange kredse stadig, at det var bedre at have enten ’rene pigekredse’ eller ’rene drengekredse’. Det var jo også i bund og grund frivilligt om man ville lave fælleskredse. Udviklingen har sidenhen vist, at det ofte drejede sig om at vende sig til tanken og efterhånden som tiden gik og modstanderne forlod kredsene, ja, så kom fælleskredsene i gang flere og flere steder.
På trods af, at begrebet Fører var afskaffet flere år forinden, var jeg blevet inviteret til det månedlige Førermøde i en, i øvrigt velfungerende forstadskreds. Da vi kom til ’Næste måneds program’ på dagsordenen, studsede jeg ærligt talt over at se, at man havde ”Eksercits og marchøvelser” på programmet, og dristede mig til at spørge hvorfor. Det skulle jeg nok aldrig have gjort! Der udviklede sig nemlig en lang og rimelig højrøstet diskussion om emnet, idet man egentlig ikke vidste, hvorfor man gjorde det – det var en tradition, og sådan havde man da altid gjort. Traditioner er da gode nok – så længe man kan huske, hvorfor man har dem.
En af de større kredse i byen havde, gennem længere tid, haft problemer med at få tingene til at fungere ordentligt. De havde svært ved at få lederne til at påtage sig opgaver, og kredslederen syntes, at det hele sådan var begyndt at sejle lidt. Derfor havde man bedt mig om at komme til undsætning og prøve om jeg, på en eller anden måde, kunne hjælpe dem gennem problemet. Stor var min undren da jeg, med bange anelser, kom til mødet og kunne konstatere, at da klokken var 21.00, var mødet færdigt og alle havde påtaget sig de forskellige opgaver og arrangementer, der var blevet fremlagt. Hvor var problemet? Det så jo ud til at fungere som det skulle. Under kaffen kom sandheden så modstræbende frem: Man havde været samlet aftenen før og forhåndsaftalt, hvem der skulle påtage sig de enkelte opgaver. Det var blevet temmelig sent og bølgerne skulle efter sigende være gået ret højt – for man ville i alt fald ikke have, at ”ham Landsforbundet” skulle se, at de ikke kunne få det til at fungere. En kreds, der kan lave sådan en aftale, har vel egentlig ingen problemer. Jeg hørte i alt fald ikke mere til det.
En forstadskreds havde fundet ud af, at jeg havde fødselsdag den dag, jeg skulle til ledermøde hos dem. Hvordan ved jeg ikke; men ledermødet var forholdsvis hurtigt klaret og da vi efterfølgende skulle have den obligatoriske kaffe, blev det foreslået, at vi gik ind i lokalet ved siden af. Stor var min overraskelse da det viste sig, at der var dækket op til en rigtig børnefødselsdag med flag, balloner og, så vidt jeg husker, lagkage med mange lys. Det blev lidt sent inden jeg kom hjem, men det var nu så hyggeligt. Den lokale præst, som i øvrigt senere blev København Biskop, var med, og jeg fik lært ham at kende som en særdeles hyggelig og underholdende mand.
I min tid som Landsdelssekretær skrev vi mange breve. Det var, ud over telefonen, de kommunikations-midler vi havde dengang. Til tider kunne dette godt være ret underholdende. Især husker jeg min ret omfattende korrespondance med Ole Hansen, der var distriktsleder på Østerbro. Han indledte ofte sine breve med ”Kære du som får løn for det, vi andre gør gratis!” I sig selv en tankevækkende indledning, men det var ikke nok, for hans breve var ofte krydrede med henvisninger til ”Den grå”, som vores sangbog hed dengang. Derfor kunne man, når der kom brev fra Ole, lige så godt finde sangbogen fremmed det samme.
Som tidligere nævnt blev min sekretærtid i oliekrisens dage, og i efteråret ’73 opstod de ”Bilfri søndage”. Det vil sige, at der ikke måtte køres bil på disse søndage med mindre man havde en speciel tilladelse, og havde man det måtte der ikke køres over 80 km/t. Det lykkedes mig at få en sådan tilladelse, da bilen jo nærmest var uundværlig i jobbet som sekretær. Jeg husker tydeligt en tur hjem fra et kursus på ”Center Sjælland” på en fuldstændig tom og øde motorvej. En underlig fornemmelse men værre blev det, da jeg kørte ind i København og oplevede, at fodgængere nærmest gik i vejen midt på gaden! Om det misundelse eller protest ved jeg ikke, men kunne fodgængeres blikke dræbe, var denne artikel aldrig blevet skrevet.
Referencer:
FDF - Artikel nr. 5053 - oprettet 5. april 2017 - ajourført - Udskriv
Dronning Magrethe II
Stig Nøhr
Jacob Rønnow
Ole Hansen
Hjalmar Brantings Plads 6
Center Sjælland
© FDFs Visuelle Museum, Jomsborg